Mit ord

Vi var på en italiensk restaurant i dag og vi så et ungt par, hvor de også sad som på billedet her, inden maden kom. Han havde tilsyneladende lang tid til at blive voksen, han sad med en omvendt Bulls cap og tog den ikke engang af under måltidet.
Min nye bowler-hat hang på en knage og min trenchcoat hang på en bøjle. Man må ikke dømme andre, men jeg kan ikke lade være.
Nu skriver jeg at vi så et ungt par, men de gør det sgu alle sammen. De har ikke læst Fagre nye verden. Deres SOMA lyser dem lige op i ansigtet, suppleret med en pose under overlæben. Vi grinede af dem og rystede på hovederne, ja for fa’en de opdager jo ikke en skid. De tror de har styr på tilværelsen, herregud deres tilværelse fylder kun 6 tommer og er produceret, formentlig af slaver fra Kina.
Undskyldningerne fra mine gæster, hvorfor deres mobiltelefon skal være tændt i det lokale vi sidder i, er alenlange i antal. Curlinge forældre har ikke længere pli, ja det gælder sgu alle steder, men i mit eget hjem.
PS: Jeg har aldrig modtaget en telefonsamtale, der ikke kunne vente på besvarelse, før om et par timer og i bedste fald godt kan vente til i morgen. Jeg er både blevet ansat og afskediget, men ikke på dagen, hvor jeg fik besked.
Da jeg var barn kunne jeg ikke ringe hjem, og jeg overlevede alligevel. Jeg kom selv hjem, på cykel.

Mai-Britt og jeg, har ikke behov for at betjene os af computere, når vi fare rundt i en by og vores telefoner ligger derhjemme.